I Helligtrekongersaften er vi optaget af transformationen. I skuespillet, af personer, kostumer og objekter. Kan karaktererne blive levende trods dét, at de spilles af flere forskellige personer? Opsætningen anvender hverdagens objekter, som, med hjælp af skuespillerne bliver magiske og får liv. I forestillingen bliver personer, følelser og karakterer ikke kun til ved genkendelsen, men i den fælles indlevelse, som skuespillerne skaber sammen med publikum. Vi bygger i fællesskab en verden op, hvori skuespillet bliver til. Det er denne i forestillingen fælles fiktionskontrakt, vi undersøger. For den går, på et tematisk plan, gennem hele vort samfund: Verden som den skabes mellem mennesker. Verden som den formes i medierne. Den idé, vi fælles har om, hvem vi som nation er, vil være og har været. At vores verden som koncept i vid udstrækning er et fiktivt koncept. Når Shakespeares sårbare eksistenser kæmper for at opnå lykken, handler det så mere om at finde nogen, end om at finde den rette? Er den store kærlighed bedre som koncept, end den er i virkeligheden?
Det ny kongelige teater er også et fiktivt koncept. Drømmen var at gøre alt, hvad det gamle kongelige gør. Fra rundvisninger til de største sceneproduktioner. At genopfinde hjulet. Hvis man skal rekonstruere en nationalscene, hvad skal man så gøre? Hvordan etablerer man en virkelighed? Hvordan skaber man i fælleskab en ny alternativ virkelighed?
Category: Det ny kongelige teater, Regi/Instruktion, Teater